Stormen Pia er på vej, og den kommer også lidt til at påvirke Gåsehage med forhøjede vandstande på over 150 cm af daglig vande, hvilket vil være på niveau med Bodil stormen i 2013. Det vil derfor ikke kunne undgås, at enkelte sommerhusgrunde vil være i fare i henhold til kommunens risikokort. Heldigvis forventes en anden vindretning, så de fleste nok slipper fri, fordi den lille stump af det nye dige ved Slusen og langs med Gåsehagevej muligvis vil beskytte store dele af området. Hvis man vil sikre sit sommerhus, er der mulighed for at hente sandsække ved kommunen. Vi anbefaler at den enkelte grundejer orienterer sig via kommunens hjemmeside eller myndighedernes information om stormen.

En glædelig nyhed er imidlertid, at vi i går den 20. december fik udbedret de værste ødelæggelser på vores veje, selvom det ikke lige er den rigtige sæson for udførelse af sådant et arbejde. Grundejere kan selv hjælpe med at forbedre den nødtørftige reparation, ved i en periode at køre lidt uautoriseret og ikke kun i det samme spor, således at alt det udlagte grus bliver kørt fast i vejene.