Klik -
her eller under
teksten for at komme videre!
VEDTÆGTER FOR GRUNDEJERFORENINGEN
GAASEHAGE
AF 18. NOVEMBER 1964
§ 1. Foreningens
navn og hjemsted.
Foreningens navn er
Grundejerforeningen Gaasehage. Dens hjemsted er Ebeltoft kommune.
§ 2. Formål.
Foreningens formål er at varetage medlemmernes interesser som ejere af parceller
under Øerne under Ebeltoft købstads jorder.
Foreningen har ret til, at påse overholdelsen af de servitutter og andre
bestemmelser som i fælles interesse er pålagt parcellerne.
§ 3. Medlemmerne.
Som medlem optages grundejere, som er ejere af parceller, der er udstykket fra
Øerne under Ebeltoft købstads jorder. Medlemspligten for ejere af ovennævnte
parceller indtræder samtidig med erhvervelsen uanset på hvilken måde denne
finder sted.
§ 4. Medlemmernes
forpligtelser.
Ejerskifte skal berigtiges overfor foreningen inden 1 måned efter oprettelsen af
betinget eller endeligt skøde om ejendommens overdragelse. Et udtrædende medlem
har ikke krav på andel i foreningens formue og hæfter for foreningens
forpligtelser indtil udmeldelses-tidspunktet. Medlemmerne hæfter solidarisk for
alle foreningens forpligtelser, indbyrdes i forhold til medlemsantallet.
Medlemmerne af foreningen er pligtige at medvirke til, at de af foreningens
vedtagne beslutninger vedr. fælles bestemmelser angående parcellernes
bebyggelse, benyttelse, hegn, haver, skiltning og parkering overholdes.
Flytningsanmeldelse skal meddeles grundejerforeningen skriftlig.
§ 5. Kontingent.
Kontingentet beregnes pr. parcel og fastsættes af den ordinære generalforsamling
og betales forud for et år ad gangen. Udover kontingentet kan der pålignes
medlemmerne bidrag til vedligeholdelse, renholdelse og rydning af veje,
fællesarealer samt vedligeholdelse af vand- el- og kloakledninger og lignende
foranstaltninger. Dette vejbidrag fastsættes hvert år på generalforsamlingen på
grundlag af foreningens regnskab.
§ 6.
Generalforsamling.
Generalforsamling har den højest myndighed i alle foreningens anliggender. Alle
general-forsamlinger afgøres ved simple stemmeflertal af de fremmødte, idet dog
herfra er undtaget forslag om lovændringer – jfr. § 11. -, og om foreningens
opløsning – jfr. § 12. På begæring skal afgørelser træffes ved skriftlige
afstemninger. Over det på generalforsamling passerede, særligt de fattede
beslutninger, optages en kortfattet beretning i foreningens protokol, der vil
være at underskrive af bestyrelsen.
Et beslutningsreferat vil efter generalforsamlingen blive udsendt til
medlemmerne.
§ 7. Indkaldelse
og dagsorden.
Den ordinære generalforsamling afholdes hvert år i sommerhalvåret på et af
bestyrelsen fastsat sted, og dagsorden skal indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent.
2. Beretning fra bestyrelsen om foreningens virksomhed i det forløbne år.
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
4. Forslag fra bestyrelsen, herunder fastsættelse af kontingent.
5. Indkomne forslag fra medlemmerne.
6. Valg af medlemmer til bestyrelsen og suppleanter.
7. Valg af revisor og suppleant.
8. Eventuelt.
Ordinær generalforsamling indkaldes med mindst 14 dages skriftlig varsel, og indkaldelsen skal indeholde hele dagsordenen. Eventuelle forslag fra medlemmerne må være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes med 3 dages skriftlig varsel, så ofte bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst ¼ af medlemmerne til bestyrelsen indgiver skriftlig anmodning herom med angivelse af dagsorden. Generalforsamlingen skal i sidstnævnte tilfælde afholdes senest 14 dage efter at begæringen herom er fremkommet.
§ 8. Bestyrelsen.
Bestyrelsen består af 5 medlemmer,
der er på valg hvert andet år med henholdsvis 2 medlemmer i lige årstal og med 3
medlemmer i ulige årstal.
Bestyrelsen vælges af generalforsamlingen hvert år. Genvalg kan ske.
Bestyrelsen konstituerer sig selv. Desuden vælges af generalforsamlingen 1
bestyrelsessuppleant til eventuel indtrædelse i bestyrelsen i den resterende
funktionsperiode.
Formanden kan til enhver tid indkalde til bestyrelsesmøde og skal indkalde, når
blot 1 bestyrelsesmedlem ønsker det. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når
mindst 3 medlemmer er til stede. Til gyldig bestyrelsesbeslutning kræves simpel
stemmeflertal.
Til at forpligte foreningen kræves den samlede bestyrelses underskrifter. Der skal føres forhandlingsborg over bestyrelsens forhandlinger og de fattede beslutninger.
§ 9. Regnskab.
Bestyrelsen skal aflægge et årligt regnskab, der skal dokumenteres med samtlige
dertil hørende indtægts- og udgiftsbilag. Regnskabet følger kalenderåret.
§ 10. Udvalg og
sagkyndige assistance.
Bestyrelsen kan til løsning af specielle opgaver nedsætte udvalg, der kan bestå
af medlemmer udenfor bestyrelsen, idet udvalgsformanden dog altid skal være et
bestyrelses-medlem.
Bestyrelsen er endvidere berettiget til under ansvar overfor generalforsamlingen
i fornødent omfang, at engagere lønnet medhjælp i sager, hvor dette skønnes
nødvendigt f.eks. assistance af advokat eller landinspektør.
§ 11.
Lovændringer.
Til vedtagelse af nye love eller forandringer i de bestående kræves beslutning
på general-forsamlingen, hvor mindst ½ af foreningens medlemmer skal være til
stede og vedtage forslaget med 2/3 majoritet af de afgivne stemmer. Hvis
generalforsamlingen ikke er beslutningsdygtig, men flertallet af de fremmødte
ønsker forslaget fremmet, skal der indkaldes til ny generalforsamling senest 14
dage efter, og på denne generalforsamling kan forslaget vedtages, når 2/3 af de
mødte stemmer herfor.
§ 12. Foreningens
opløsning.
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en særlig indkaldt
generalforsamling, når 2/3 af medlemmerne er til stede. Der fordres ¾ af de
afgivne stemmer.
Hvis generalforsamlingen ikke er beslutningsdygtig, men 2/3 af de mødte stemmer
for opløsning, skal der indkaldes til ny generalforsamling senest 14 dage efter,
og på denne kan opløsningen vedtages, når ¾ af de fremmødte stemmer derfor
uanset antallet af de tilstedeværende stemmer.
Ved foreningens opløsning fordeles foreningens evt. over- eller underskud
ligeligt mellem medlemmerne, men denne indbyrdes fordeling berører ikke
forholdet overfor evt. kreditorer, i det omfang foreningens medlemmer har
påtaget sig solidarisk hæftelse for indgåede forpligtelser.
Således vedtaget ved urafstemning, - November 1976 med følgende stemmetal:
80 for – 15 imod – 2 blanke.
Århus, den 7. december 1976.
Grundejerforeningen Gaasehage
Formand Sekretær
Alois Nielsen L. Gerding